Når du bor på Berits Bed and Breakfast, er du tæt på både smuk natur, hyggelige byer og mange spændende oplevelser – uanset om du er til kultur, natur, shopping eller bare ro og hygge.
Her finder du inspiration til, hvad du kan opleve lige i nærheden og op til en times kørsel fra B&B.
❄️ Vinterkampagne ❄️
Få 10% rabat når du booker mindst 3 nætter i perioden
19. oktober 2025 – 25. marts 2026.
Nyd roen, naturen og den hyggelige stemning hos Berits Bed & Breakfast.
Gælder kun ved direkte booking på hjemmeside.
Lige i nærheden (0–15 min)
Her kan du nemt gå, cykle eller tage en kort køretur og få store oplevelser tæt på.
Haderslev Dyrehave (500 meter fra B&B)
Et oplagt sted til en rolig gåtur. Hunde er velkomne i snor. Ved Dronning Margrethes sten har du en fantastisk udsigt over dammen og det kan anbefales at besøge stedet ved solnedgang.
Haderslev Dambåd »Dorothea« (2 km fra B&B)
En hyggelig sejltur gennem naturen omkring Haderslev Dam. Du kan stå på båden blot 2 kilometer fra B&B i perioden maj-september.
Den gamle bydel i Haderslev
Charmerende brostensgader, historiske huse og hyggelige caféer. Om sommeren tilbydes guidede ture i byens smukke centrum.
Haderslev Domkirke
Domkirken troner midt i byen og er bestemt et besøg værd – kombiner evt. med en gåtur i Damparken.
Tørning Mølle
Et af områdets mest idylliske steder, omgivet af skov, vandløb og historiske bygninger. Her arrangeres ofte events og markeder.
Hindemade
En smuk naturperle syd for Haderslev med fugletårne og rolige stier – perfekt til natur- og fugleinteresserede.
Minigolf og klatrepark
Syd for Haderslev findes både hyggelig minigolf og klatrepark – sjov for både børn og voksne. Og så ligger det lige ved siden af Pandekagehuset, der laver de lækreste pandekager.
Haderslev Parkgolf
Sjov for hele familien med parkgolf, minigolf, discgolf og fodboldgolf – alt sammen i smukke grønne omgivelser lidt uden for Haderslev. Pay & Play med åbent fra maj til efterårsferien.
Udflugter (15–60 min fra B&B)
Der er masser af spændende steder at besøge i området omkring Haderslev.
Christiansfeld (20 min)
UNESCO-by med historisk charme, honningkager og hyggelige gader.
www.oplevkolding.dk/tema/christiansfeld
Gram Slot og Gram Lergrav (30 min)
Besøg slottet, nyd parken eller prøv fossiljagt i lergraven – sjovt for hele familien.
Aarø (30 min + færge fra Årøsund)
En lille perle i Lillebælt. Tag færgen og nyd en dag på øen med vin, café og strand.
Koldinghus (35 min)
Imponerende konge-slot midt i Kolding. Kombinér med shopping eller museumsbesøg.
www.denkongeligesamling.dk/koldinghus
Trapholt (35 min)
Moderne kunst- og designmuseum i Kolding med smuk beliggenhed og café.
Jelling (40 min)
Besøg Jellingestenene og Kongernes Jelling – et must for historisk interesserede.
www.natmus.dk/museer-og-slotte/kongernes-jelling
Gråsten Slot (ca. 45 min fra B&B)
Sommerresidens for den danske kongefamilie og et af Sønderjyllands smukkeste slotte. Slottet kan kun ses udefra, men slotsparken og den historiske køkkenhave er åbne for offentligheden det meste af året og er absolut et besøg værd – især når blomsterne står i fuldt flor. Køkkenhaven passes stadig på traditionel vis og leverer grøntsager til kongehuset. Kombinér turen med et besøg i den hyggelige by Gråsten og en gåtur langs søen.
www.slks.dk/omraader/slotte-og-ejendomme/se-alle-slotte-og-ejendomme/graasten-slot-og-slotshave
Sønderborg & Dybbøl Banke (45–50 min)
Historie, natur og byliv i skøn forening.
Ribe (50 min)
Danmarks ældste by med domkirke, museer, hyggelige gader og caféer.
www.oplev.esbjerg.dk/oplev-ribe
Mandø & Rømø (50–60 min)
Oplev tidevandets kraft og unik natur – perfekt til en dagstur. Mandø nås ad ebbevej, Rømø via dæmning.
Universe Science Park (1 time)
Sjove eksperimenter, natur og teknologi – ideelt for familier.
Flensborg (1 time)
En hyggelig tysk havneby med gode butikker, caféer og en dejlig stemning.
Hvis vejret driller
Selv på en regnvejrsdag er der masser at lave!
- Kolding Storcenter – shopping, biograf og caféhygge
- Vojens Svømmehal eller Slotssøbadet i Kolding
- Trapholt Museum (Kolding) – moderne kunst og arkitektur
- Koldinghus – Et imponerende gammelt kongeslot midt i Kolding med spændende udstillinger, historie og flot udsigt fra tårnet.
- Gram Slot – rundvisning, butik og café
- Escape Rooms i Kolding eller Sønderborg
- Kreative caféer – prøv fx keramikmaling eller kaffehygge
- Bowlingcenter i både Haderslev og Kolding
Natur & friluftsliv
Er du glad for natur, cykling eller har hunden med på tur, så er området perfekt til udendørsliv året rundt.
- Vandre- og cykelruter direkte fra B&B
- Dyrehaven og Damstien
- Kelstrup og Hejsager Strand eller en af de andre strande i nærheden
- Lillebæltstien ved Middelfart – flot udsigt over vandet
- Marskstien og Hærvejen
- Camino Haderslev Næs
- Mountainbike i Pamhule Skov – 11 km spor, hvor der blandt andet har været afholdt VM og DM
- Østkystruten og Østersøruten
Én nat er sjældent nok
Du når ikke det hele på én dag, og heldigvis behøver du ikke.
